Kenneth fik ar i hjernen

En blodprop var ved at lamme Kenneth. Nu skal både han og familien finde sig til rette med et nyt liv, hvor den før så stærke far kæmper med usynlige ar i hjernen

Favoritspillet er fremme på telefonen, da 47-årige Kenneth Kejlberg smutter en tur på toilettet en onsdag i februar.

Det plejer ikke at være et problem at arbejde sig lidt fremad i Forge of Empires, heller ikke på et wc, men pludselig er det som om, at der ikke længere er forbindelse mellem fingrene og skærmen.

Kenneth kan mærke, hvordan han falder længere og længere forover.

Han vælter vaskespanden på vej mod gulvet og besvimer.

– Kenneth for helvede, hvad laver du?

Kenneths kone Lisbeth arbejder hjemmefra og løber hen mod toilettet. Udenfor sidder slædehunden Bailey og hyler.

Kenneth vågner op i en sø af blod. Hans venstre side vil ikke bevæge sig, og det er svært at tale. Det bløder fra en flænge i panden.

Lisbeth ringer 112 og får besked om, at Kenneth skal ligge helt stille. Kenneth er ligeglad, han vil ikke ligge der uden bukser på, og kæmper for at komme op og klæde sig på. 

Lisbeth kan ikke holde sin 194 cm høje, stærke mand i ro, indtil ambulancen når frem til det gule parcelhus i Ishøj. Hun ringer til sine forældre fra Kenneths telefon, de må komme og være der, inden Mattias på 10 og Emilie på 14 når hjem fra skole.

Det regner, da redderne bærer Kenneth ud, og han mærker, at han fryser på tæerne.

I Kenneths hjerne sidder en prop af tyknet blod fast og blokerer blodtilførslen videre ud i hjernen. Blodet har frisk ilt med, og uden den ilt dør hjernecellerne. Omkring to millioner neuroner forsvinder hvert minut.

Ambulancen kører med udrykning og tager Kenneth og Lisbeth til Bispebjerg Hospital, som skiftes med Rigshospitalet til at tage imod patienter fra Region Hovedstaden med akut blodprop eller blødning i hjernen.

Et helt hold med hvide og grønne kitler står klar til at modtage Kenneth.

Han bliver skannet og får drop med trombolyse-medicin, der i mange tilfælde kan opløse blodproppen. Men Kenneths blodprop er stor og bliver ikke opløst. Skal Kenneth bevare sin førlighed, skal proppen trækkes ud.

Ambulancen kører igen, denne gang med kurs mod Rigshospitalet.   

Redderne har travlt, da Kenneth kommer frem til Rigshospitalet, og beder Lisbeth hjælpe til, så de hurtigst muligt kommer hen til operationsstuen.

Kenneth har fået det dårligere, han kan ikke længere se.

Et nyt hold i hospitalstøj står klar til at hjælpe.

Kenneth får lagt et lille snit i højre lyske, og et kateter bliver lagt ind i en vene og forsigtigt skubbet hele vejen op til præcis det sted i hjernen, hvor blodproppen sidder fast.

Det lille kateter finder det rigtige sted, og blodproppen bliver langsomt suget ud.

Blodet begynder igen at løbe igennem hjernen og levere frisk ilt til de celler, som ikke er døde.

Kenneth fik trukket sin blodprop ud på en interventionsstue på Rigshospitalet.

Imens venter Lisbeth, og hendes tanker myldrer: Tænk, hvis Kenneth ender sit liv i kørestol, når han har været så aktiv?

Han plejer at cykle de ti kilometer til jobbet på idrætsanlægget i Glostrup i al slags vejr, han spiller håndbold, løber med nogle af de andre fra vejen og går ture med hundene.

Skal de bygge en rampe hjemme i huset? Skal dørene laves om?

Så ringer telefonen, og meldingen er, at det er gået godt.

Men hvad er godt? Kan han bevæge sig igen? En af anæstesilægerne følger hende ned til Kenneth.

Han kan række hende den venstre arm, og spørger som det første, om Emilie er blevet kørt på arbejde.

På nedsat kraft

Da blodproppen forsvandt, gik hjernen i gang med at rydde op og skabe nye forbindelser, så den stadig kan løse sine opgaver som kroppens kontrolcenter.

Hjernens evne til at finde nye løsninger er allermest effektiv i de første dage efter en skade, men fortsætter – om end i et langsommere tempo – i mange måneder.

Oppe på sengestuen har Kenneth ingen problemer med at udtrykke sig, da sygeplejerskerne rækker ham kniv og gaffel med håndtag i kæmpestørrelse, som er lette at holde.

Det der vil da han bestemt ikke spise med.

Men hænderne vil ikke lystre, når han forsøger at bruge det normale bestik.

Suppen sjasker ned og pletter det hvide hospitalstøj, og til sidst må Kenneth give sig og skifte til det store bestik, så han kan få noget at spise.

Han vil også gerne selv gå på toilettet, og med støtte fra sygeplejerskerne og Lisbeth lykkes det. Hans venstre side er svækket, men bevægelserne af kroppen er med til at stimulere hjernen, så den kan genoprette forbindelserne igen.

Lisbeth låner en stol, og tilbringer natten ved siden af Kenneth – han har ikke lyst til at sove alene.

Næste dag myldrer det med besøgende, der vil teste og undersøge. En ergoterapeut beder Kenneth om at skrive sit navn: Det ligner noget som et børnehaveklassebarn kunne have skrevet, synes han. Som venstrehåndet er det ekstra svært, når venstre side driller.

De store håndtag hjælper – men Kenneth brød sig ikke om dem. Mange gafler ryger en tur på gulvet, inden Kenneth accepterer, at han stadig skal bruge bestikket med de store håndtag.

Om aftenen viser en kontrolscanning, at der ikke er tegn på nye blodpropper eller blødninger.

Kenneth bliver flyttet til et afsnit på Rigshospitalet i Glostrup, der udelukkende hjælper patienter, der har haft en blodprop eller blødning i hjernen.

Urolige nætter og dage

Om natten bliver Kenneth flere gange vækket for at sikre, at han ikke har fået det værre.

Om dagen skal han presse og klemme med fødder og arme.

Præcis hvor meget genoptræningen styrker hjernen og præcis hvor meget den selv reparer, ved læger og neuropsykologer ikke. Kun at genoptræning har en betydning og at der skal trænes hver dag, hvis det skal virke.

Om morgenen gør Kenneth et nyt forsøg på at spise med almindeligt bestik.

Brødet er ikke nemt at skære i, og kaffen giver pletter på tøjet, men det lykkes. Og med hjælp fra en tyk whiteboardpen er bogstaverne til at læse, når Kenneth skriver sit navn.

Efter fem dage på apopleksiafsnittet er han i stand til at klare sig så godt, at han får en plan for sin genoptræning og bliver udskrevet.  

”Det er først når du kommer hjem, du kan begynde at teste dig selv for alvor”, fortæller Kenneth. Selv om han både kan gå og tale, er han anderledes end før. Kræfterne er slet ikke som de plejer, i starten kan ikke engang gå en tur med hundene på egen hånd, og hukommelsen driller.

Stiller han en tallerken på bordet og vender sig væk, er den glemt.

Også temperamentet har ændret sig. Før var Kenneth meget rolig, nu kan børnenes rod i køkkenet udløse vrede udbrud. ”Så springer der en sikring”, siger Kenneth.

Hans hjerne er ligesom hos en teenager, med lav impulskontrol, forklarer hans neurolog på Rigshospitalet, Helle Iversen.

Overblik og planlægning er svært, og mange ting skal læres igen. Massiv træthed og manglende overskud rammer mange patienter efter blodprop i hjernen, uanset hvor stor eller lille hjerneskaden er. 

Familiens roller ændres

Kenneth forsøger at gå til genoptræning på det kommunale plejecenter, men føler ikke, at han passer ind, han meget yngre end de andre som kommer der og kan for meget.

Men samtidig er der brug for hjælp, især den venstre fod driller og reagerer langsomt.

Efter nogle måneder afslutter han for at fortsætte genoptræningen hjemme og han finder selv en fysioterapeut, som kan målrette træningen til ham.

Rollerne i familien forandres efter blodproppen.

Mattias på ti år har diabetes, og Lisbeth og Kenneth har været vant til at dele opgaverne med at passe på medicinpumpe og blodsukkermålinger og alarmer, der kan gå i gang hele døgnet.

Kenneth kan ikke længere holde til at stå op om natten, og hans hænder kan ikke længere udskifte udstyret til insulinpumpen. Lisbeth må tage over.

Senere må de indføre en ny familieregel: Børnene skal spørge deres mor, hvis de skal have lov til noget andet end de plejer, det er stadig for svært for Kenneth at overskue konsekvenser og planlægge.

Kenneths læge på hospitalet tager en samtale med børnene uden Kenneth og Lisbeth, så de kan få forklaret hvad der sker for deres far, og få svar på deres egne spørgsmål. Det giver ro og tryghed, oplever forældrene.

Hul i hjertet

Kenneth er sygemeldt i flere måneder. Han har svært ved at bruge så meget tid hjemme, og kæmper for at få det bedre med gåture og træning.

Det er svært at vide præcis, hvad der udløser en blodprop hos den enkelte patient, men Kenneth er både yngre og i bedre fysisk form end de fleste, der får en blodprop i hjernen. Han får taget flere tests for at undersøge, om der er en bagvedliggende årsag til, at han blev syg.

En skanning viser, at der er et hul i Kenneths hjerte.

Ingen ved, om det er årsagen til blodproppen, men man ved, at sådan et hul øger risikoen for at få en blodprop. Ny forskning viser også, at risikoen for nye blodpropper bliver halveret, hvis hullet i hjertet bliver lappet. Kenneth får tid til endnu et besøg på hospitalet.

I juni kommer Kenneth igen ind til Rigshospitalet, nu på hjerteafdelingen, og får lagt endnu et lille snit i højre lyske. Knap to centimeter er nok til, at en hjertelæge kan komme ind og få adgang til en blodåre, der kan føre en lille ”lap” op i Kenneths hjerte og lukke hullet mellem de to hjertekamre.

Et gitter som dette er ført ind i Kenneths hjerte for at lukke et lille hul.

Nu kan Kenneth træne mere intensivt.

Han bliver i bedre humør, når han er i gang.

Forsigtigt begynder han at gå på arbejde igen, i starten nogle få timer enkelte dage, og langsomt flere.

Når han arbejder med maskinen, som kridter fodboldbanerne op, føles det som om han kan blive ved og ved. Men opgaver med at finde udstyr frem, så flere forskellige opgaver kan løses, er svære.

Vagter om aftenen og i weekenden, som før var rutine, er nu helt uoverskuelige: Kenneth har brug for mere ro, ikke en ujævn strøm af henvendelser fra andre mennesker, uden andre kolleger til at aflaste. Lydene føles også anderledes, stemmerne føles overvældende høje i hans hoved: Var der virkelig også så meget larm førhen? 

Usynlige ar indeni 

I september – syv måneder efter ulykken – er Kenneth på arbejde hver formiddag. Han bliver og spiser frokost med kollegerne, der er glade for, at der er mere liv i frokoststuen igen. Han begynder også at gå til håndbold igen, i sin gamle rolle som målmand.

”Jeg er der, og der er ikke nogen som skælder ud, men jeg når nærmest først at reagere, når bolden ligger i nettet. Men det går lidt hurtigere fra gang til gang, så jeg tænker, at det kommer på et tidspunkt”, siger Kenneth. Det er stadig for tidligt at sige, hvor meget han kan komme til at arbejde. ”Det er nok urealistisk at sigte efter fuld tid.

Jeg kommer ikke til at kunne det samme som før. Det du´r heller ikke, jeg er der fuld tid, hvis jeg så slet ikke kan noget, når jeg kommer hjem”, fortæller Kenneth.

De to små ar i lysken er næsten usynlige, og arrene i Kenneth hjerne er helt usynlige for dem, der kigger udefra. Forleden mødte han en bekendt fra et andet idrætsanlæg. Han kom tilfældigt forbi i forhallen og spurgte Kenneth hvordan det fik. “Når jeg så siger, at både går godt og skidt efter jeg fik en blodprop i hjernen, kigger han jo på mig, som om jeg er faldet ned fra månen”, fortæller Kenneth.

Han hørte den samme respons, som han efterhånden har vænnet sig til: ”Det kan man da ikke se på dig, det ser jo ud til at gå godt”.
Men da samtalen bliver forstyrret af en uventet opgave med at ledsage en leverandør fra et eksternt firma, samtidig med at Kenneth egentlig var på vej ud for at ordne fodboldbaner, taber Kenneth igen overblikket. Han drejer lidt rundt om sig selv for at få styr på tankerne. Det virker for ham lige for øjeblikket.

Den gamle bekendt lister væk.

– Det er noget af det værste, at det er så svært for andre at se, at jeg ikke kan det samme som før, siger Kenneth.

Prioriteterne har ændret sig for alle i familien. Det er ikke kun dårligt, mener Lisbeth: Kalenderen er ikke længere helt plastret til, der bliver sagt nej til flere aktiviteter, og bliver brugt mere tid i hjemmet. Alene-tid for de voksne er også på programmet nu, så de to kærester efter 21 år sammen kan lære den nye version af Kenneth at kende.

En aften i starten af september skal Lisbeth i byen med en gruppe veninder, og Kenneth skal for første gang være alene hjemme med børnene en hel aften. Mattias’ diabetesmedicin er fyldt op og tjekket før Lisbeth kører. Menuen består af købepizzaer, og mens Mattias får lov til at game på sit værelse, indtager Kenneth og Emilie den store grå sofa i stuen: Teenage-serier som Riverdale og 13 Reasons Why kommer op på skærmen, dem har Kenneth altid haft tålmodighed til at se sammen med sin datter.

Han sniger sig til at finde Forge of Empires frem på telefonen og spiller indimellem. Når han går glip af et højdepunkt på den store skærm, må Emilie må spole tilbage. Hun skælder lidt ud på sin far.

Lisbeth får ro til at komme sent hjem. Denne gang bliver der ikke brug for at ringe efter hjælp.

Produceret af Rigshospitalet

Fotos:
Privat og Rigshospitalet